Henrettelsen av Peter er den siste som fant sted i Bærum. For den ugudelige befolkningen i kommunen var det spennende underholdning som skulle finne sted.
”Vi hjalp ham knæle ned, og beundringsverdige Fatning! Han foldede sine hænder og løftede det blege Aasyn med klare Øine mod Himmelen og bad høit. Jeg hørte han anbefalede Jesus sin Sjæl.
Man bandt ham et Tørklæde for Øinene. Det troer jeg neppe han blev seg bevidst. Han lagde sig ned med disse inderlige Ord:
-Skrækkelige Øieblikk! man rettede paa hans Hoved, nedbredtede hans Halskrave, lagde hans Hænder paa hans Rygg, og han laae stille som et Lam.
faldt Staalet med en overordentlig Kraft og Sikkerhed, Dette i Forbindelse med et afskyelig Syn udenfor Skafottet, et Syn, som jeg dog kun halvt blev mig bevidst, rystede mig uvilkaarlig og truede med at overvælde mig. Herren gav dog Kraft til at fuldende Bønnen. Det blege, ingenlunde stygge, hoved laae der. Jeg betragtede det nogle Øieblikke. Gislesen og jeg trykkede tause hinandens Hænder, og ilede bort i en Stemning, som jeg ikke kan beskrive; men det veed jeg, at aldrig har jeg mere trængt til Roe og Styrke fra Gud.”'
I sin bok
"Hustrudrapet i Risfjellkastet" fra 1989 skriver Stein Ryan følgende om hva som trolig rystet og truet med å overvelde Lange:
"Lange sikter her trolig til at enkelte av publikum gikk frem for å samle opp den henrettedes blod som dryppet
ned fra skafottet. Slikt blod skulle etter tradisjonen ha en helsebringende virkning. Dette fortelles av Tor
Pipenhus fra Sørkedalen som var til stede som militær vakt."
 |
| Retterstedet vinterstid |
Vinterstid samles ofte små grupper av tause bæringer utenfor eiendommen der henrettelsen fant sted i 1847. De fleste trekkes antakelig dit uten å skjønne hva som har skjedd der i 1847. Det skjer normalt ikke stort ut over at man står stille og kikker mot de to furutrærne på stedet mens det sitrer jevnt og trutt i skjoldbruskkjertlene til de tilstedeværende.
Jeg har selv deltatt et par anledninger, og vil anbefale alle som tenker på å gjøre det samme om å holde en viss avstand til eiendommen av hensyn til de som bor i huset som ligger der i dag.
 |
| Jong skole sies å være påvirket av at det kun er 100 meter til stedet for henrettelsen |
Etter en kort pause fortsatte jeg ned til Sandvika der jeg tok bussen hjem. Jeg var fullstendig utladet av de sterke opplevelsene og i tillegg god og mør i kroppen av rundt 30 km med løping i varierende terreng.
Natten etter løpeturen i Ringeneies fotspor sov jeg veldig tungt og kjente meg utrolig sliten da jeg våknet. Natten hadde imidlertid forløpt uten at jeg hadde drømt om Ringeneie en eneste gang.
Lettelsen over at metoden for å bli kvitt drømmen hadde virket var så stor at jeg ikke brydde meg om at jeg var utmattet.
Saken om Peter Olsen Ringeneie, Anne Larsdatter og Birgitte Asledatter har satt sitt preg på Bærum i nyere tid. I sin samtid fikk den nasjonal oppmerksomhet. Gjest Baardsen skrev blant annet en vise om Birgitte Asledatter i 1848 til melodi av den kjente visen Elisa gik i Marken om.
En mærkelig Vise
Om Pigen
Birgithe Aslesdatter
Fra Hallingdal,
Som levede i utilladeligt Forhold med gift mand
Peder Olsen Ringeneie
Af Asker Præstegjeld,
Og var Medviderske i det Mord han begik paa sin
Hustrue, for hvilket han afvigte Høst blev henrettet,
medens hun hensattes til Strafarbeide paa Livstid
i Christiania Tugthuus.
Forfattet af
Gjest Baardsen Sogndalsfjern.
Bergen, 1848.
Melodi: Elisa gik i Marken om
Kom, Norges fromme Piger, kom!
Og hører denne Sang
Den handler om en Pige som,
Var ogsaa from engang.
2.
Men tidlig hun forvildet sig,
Hun snublede og gled,
O sorgfri Pige vogt du dig,
For saadan Daarlighed.
3.
Er Nogen dig forlede vil
Paa Udyds brede Vei,
Vær stærk og laan ei Øret til,
Men fly, og følg ham ei.
4.
Hvis ikke du hendrages let
I Lysters vilde Strøm,
Og da for sildig angrer det,
Opvakt af syndig Drøm.
5.
Fra Barndoms Hjem i stille Dal,
Hun tidlig vandred’ bort,
Og troer hun Lykken finde skal;
Men ak! Den blev kun kort.
6.
Med Haab og Mod og Dydens Fred
I ufordærvet Barm,
Hun stævned’ hen mod fjerne Sted,
Ukjendt med Sorg og Harm.
7.
Hun uerfaren var og ung,
Men glad og lykkelig;-
Hun ahned’ ei den Skjebne tung,
Som snarlig vented’ sig.
8.
Hun vidste ei, en Slange træsk
Paa hendes Bane laae,
At for hans Tale øm og sledsk,
Hun Offer blive maa.
9.
Den Kjærlighed, som grunder sig
Paa Ærbarhed og Dyd,
Som er for Gud behagelig
Og skaber Held og Fryd,
10.
Som sammenknytter Hjerterne
Hos Kvinde og hos Mand,
Og bl’er en sand Velsignelse
I hellig Ægtestand,
11.
Ak! Denne Jordens bedste Skat
Faldt ei i hendes Lod;
Et andet Maal var hende sat,
En Vei med Torne saa’d.
12.
Hun blev forført, i Snaren bragt
Af viet Ægtemand,
Som glemte Hustru, Eed og Pagt
Og lovlig Ægtestand.
13.
Saasnart han fik Birgithe see,
Vanhellig Elskovslyst,
Ved Nyhedens Tillokkelse,
Antændtes i hans Bryst.
14.
For strax at vinde hendes Gunst
Til List hun Tilflugt tog,
Anvendte al sin Flid og Kunst;
Thi han var snu og klog.
15.
Han kjendte Smigers Tryllemagt,
Benyttet sig af den,
Og snart af hvert et Ord blev sagt,
Hun følte Virkningen.
16.
Hun længe stred og kjæmped mod,
Men blev tilsidst for svag,
Af Fristeren sig daare lod;
De taltes med hver Dag.
17.
De mødtes tidt i Mark og Lund,
Hvor Alt var stilt og tyst;
De saaes mangen Aftenstund,
Af Maanens Skin belyst.
18.
Berust af Elskovs Tryllerie,
Af syndig Kjærlighed,
Hun gav ham Alt, der var forbi,
Men Dyd og Hjertefred.
19.
Det første Skridt paa Udydsvei,
Var allerede gjort,
Snart fulgte fleer, de standsed ei,
Og agted dem ei stort.
20.
Forbuden Frugt har bedste Smag,
Et gammelt Ordsprog er,
Hun dvælte snart med Velbehag,
I hans Omarmelser.
21.
Men Følgerne ei udeblev,
Og Raad udtænktes maa,
Hvad ofte de i Løndom drev,
Ei længer’ skjult kan gaae.
22.
Med større Synd de dække vil,
Den mindre de begik,
Skjønt Vold og Grusomhed skal til,
De Mod og Styrke fik.
23.
O Gud! hvad er dog Mennesket?
Naar det forglemmer dig,
Ved Selvbedrag det skuffes let,
Og dybt forvilder sig.
24.
Det bukker strax for Fristelser,
Naar disse storme paa,
Forøve ofte Gjerninger,
Hvorfor man gyse maa.
25.
Den brødefri, bedragne Viv,
Til Hinder var dem meest,
Hun maa, hun miste skal sit Liv,
Saa syntes de var bedst.
26.
De taltes med i natlig Stund,
En grusom Plan blev lagt,
For evigt lukkes skal den Mund,
Som svoer ham Troskabs Pagt.
27.
Det blev besluttet mens de laae,
I syndig Favnetag,
At Mordet som han vil begaae,
Fuldbyrdes næste Dag.
28.
Med Øx paa Nakke Ole gaaer,
Til Skoven har ham gjemt,
Hans Hustru følger liig et Faar,
Til Slagterbænk bestemt.
29.
Hun kjendte ei hans onde Raad,
Hun ubekymret gik;
Hun ahned ei hans Rædselsdaad
Før Dødens Hug hun fik.
30.
Hun blødende til Jorden faldt,
Og sank i Dødens Favn,
Det sidste Ord hun fik udtalt,
Var Jesu dyre Navn.
31.
Nu Morderen sig sikker troer,
Gaaer atter til sit Hjem,
Og Ingen veed hans Brøde stoer,
Thi listig gik han frem.
32.
Men saae ham intet Menneske,
Guds Øie saae ham dog,
Som skuer grant det skjulteste,
Og Ingen end bedrog.
33.
Sit blodbestænkte Morderstaal,
Han skjuler paa sin Vei
Men snart er fyldt hans Syndemaal,
Skjøndt selv han troer det ei.
34.
Vel føles ond Samvittighed
I syndbetynget Barm,
Men den han troer at dysse ned
I sin Birgithes Arm.
35.
Belæsset med en Syndevægt,
Saa skræksom og saa stoer,
Han uforsagt og lige kjækt,
For Straf sig sikker troer.
36.
Men at han sig forregnet har,
Det maa han snarlig see,
Som Gjerningen, saa Lønnen var,
Som begge ventede.
37.
De skjule vil Misgjerningen,
Men see den blev dog klar,
Opdages maa Forbrydelsen,
Naar Gud bestemt det har.
38.
Og Straffen rammer dog tilsidst,
Enhver som ilde gjør,
Om ikke her, saa sikker hist,
Derom ei tvivles bør.
39.
Den som udøser Næstens Blod,
Ham skal det samme skee,
Med Liv for Liv skal gjøres Bod,
Til fuld Gjengjeldelse.
40.
Saa var den Lov som Herren gav,
Som altid staaer ved Magt,
Forgaae skal Himmel, Jord og Hav,
Men ei hvad Gud har sagt.
41.
Men længe saae med Gru og Skræk
Hos ham Forhærdelsen,
Hvormed han trodsig kold og fræk,
Benægtet Gjerningen.
42.
Omsider blev hans Sind dog vendt
Til Anger Bøn og Bod,
Og Troens Lys i Hjertet tændt
Før Verden han forlod.
43.
Han gik til reen Bekjendelse,
Fortrydelsen blev stoer,
Han bad om Guds Forbarmelse,
Han haaber den og troer.
44.
Bodfærdig gaaer han til sin Død,
Og styrket ved den Trøst,
At Blodet paa Golgatha flød,
Var og for ham udøst.
45.
For jordisk Dom han ei med Skjel,
For Straffen skaanes bør,
Men bede for hans arme Sjel,
I Jesu Navn vi tør.
46.
For Bøddeløx hans Hoved faldt,
Det rædsomt var at see,
O Gud! som seer og styrer Alt,
Bevar hvert Menneske.
47.
Birgitha som Medviderske,
I Fængsel vandre maa,
Til Straf og til Afskrækkelse,
Sin Livstid der at gaae.
48.
Der lyder hendes Klagerøst,
Fra Kummerfyldte Barm,
Hvor faaer det arme Hjerte Trøst,
For al sin Sorg og Harm.
49.
Ak hendes Fryd og Munterhed,
Og glade Ungdoms-Liv,
Og skjønne Haab og Sjelefred
Blev knækket som et Siv.
50.
Hun tabte Frihed Dyd og Alt,
I Livets friske Vaar,
Hun syndede og dybt hun faldt,
Som falmet Blomst hun staaer.
51.
At Straf er Syndens visse Løn
Vi klarlig her kan see,
O vogt dig Pige ung og skjøn!
For Verdens Skuffelse.
52.
Vi hende ei førdømme tør,
Men hendes Gjerninger
Med Afsky vi betragte bør,
Som christne Mennesker.
53.
Hun sukker nu i Fængslets Vraae
Og der man haabe tør,
Hun dybt sit Feilktrin angre maa,
Og sand Forbedring gjør.
54.
Ak Frelsens Kilde Jesum Christ
I ydmyg Bøn og Tro
Hun søge vil, og faae tilsidst
I Hjertet Trøst og Ro.
55.
Gud vil ei nogen Synders Død,
Men hver skal Redning see,
Som angergiven Synd fortrød,
Og faae Tilgivelse.
56.
Vi gaae i fare hvor vi gaae,
Udsat for Fristelser,
Og naar vi tro vi sikrest staae,
Vi tidt er Faldet nær.
57.
Thi Alle Svagheds Børn vi er,
Vor egen Kraft er ring’,
O staae os bi i Fristelser
Vor Gud! og Kraft os bring.
58.
Vi bede dig i Jesu Navn,
Hold over os din Haand,
Og tag os i din Naades Favn,
Veiled os ved din Aand!
59.
Maaske at hendes Frihedsdag
Oprinder aldrig meer,
Før sidste Suk og sidste Slag
Fra knuste Hjerte skeer.
60.
Men da, naar brister alle Baand,
Og Fængslet aabnes maa,
Da lad! O Gud den trætte Aand
En evig Frihed faae!
Denne turen er offisielt godkjent som del av Bærumsprosjektet
